1.
Ja, vi elsker dette landet, som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet, med de tusen hjem.
Elsker, elsker det og tenker, på vår far og mor
og den saganatt som senker, drømme på vår jord.
2.
Dette landet Harald berget, med sin kjemperad,
dette landet Håkon verget, medens Øyvind kvad;
Olav på det land har malet, korset med sitt blod,
fra dets høye Sverre talet Roma midt imod.
3.
Bønder sine økser brynte, hvor en hær drog frem;
Tordenskiold langs kysten lynte, så den lystes hjem.
Kvinner selv stod opp og strede, som de vare menn;
andre kunne bare grede, men det kom igjen!
4.
Visstnok var vi ikke mange; men vi strakk dog til,
da vi prøvdes noen gange, og det stod på spill;
ti vi heller landet brente, enn det kom til fall;
husker bare hva som hendte, ned på Fredrikshald!
5.
Hårde tider har vi døyet, ble til sist forstøtt;
men i verste nød blåøyet frihet ble oss født.
Det gav faderkraft å bære hungersnød og krig,
det gav døden selv sin ære, og det gav forlig.
6.
Fienden sitt våpen kastet, opp visiret fór,
vi med undren mot ham hastet; ti han var vår bror.
Drevne frem på stand av skammen gikk vi søderpå;
nå vi står tre brødre sammen, og skal sådan stå!
7.
Norske mann i hus og hytte, takk din store Gud!
Landet ville han beskytte, skjønt det mørkt så ud.
Alt hvad fedrene har kjempet, mødrene har grett,
har den Herre stille lempet, så vi vant vår rett.
8.
Ja, vi elsker dette landet, som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet, med de tusen hjem.
Og som fedres kamp har heve det av nød til seir,
også vi, når det blir krevet, for dets fred slår leir.
Bjørnson/Nordraak - 1864
Sønner af Norges det ældgamle Rige,
Sjunger til Harpens den festlige Klang!
Mandigt og høitidsfuldt Tonen lad stige,
Fædrenelandet indvies vor Sang.
Fædreneminder herligt oprinder,
Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.[a]
Svulmende Hjerter og glødende Kinder
Hylde det elskte, det hellige Navn.
Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,
herlig den skuer vort Fædrelands Glands;
Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider,
Vandre til Ledingefærd[b] som til Dands.
Mandige Skarer Bølgen befarer,
Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;
Hjemme er Kjæmpere nok som forsvarer
Arvede Frihed med modige Bryst.
Medens de Staalklædte prøve sin Styrke,
Medens de stande i kjæmpende Rad[c],
Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,
Riste i Runer de herligste Qvad.
Konninger bolde Scepteret holde,
Røgte med Viisdom det hellige Kald;
Gjennem Aarhundreders Nat deres Skjolde
Gjenstraale klart i Erindringens Hal.
Oldtid! du svandt; men din hellige Flamme
Blusser i Nordmandens Hjerte endnu:
End er af Æt og af Kraft han den Samme,
End staaer til Frihed og Ære hans Hu;
Og naar han kvæder Norriges Hæder,
Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst;
Ham er selv Sydens de yndigste Steder
Intet mod Norriges sneedækte Kyst.
Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
Stander saa herligt i Lye af hans Fjeld;
Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held.
Fuglen i Skove, Nordhavets Vove
Friere er ei end Norriges Mand;
Villig dog lyder han selvgivne Love,
Trofast mod Konning og Fædreneland.
Elskede Land med de skyhøie Bjerge,
Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
Troskap og Kjærlighed fro vi dig sverge;
Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.
Evig du stande, elskte blandt Lande!
Frit som den Storm der omsuser dit Fjeld!
Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,
Stedse du voxe i Hæder og Held!
Bjerregaard/Blom - 1820
I dag står flaggstangen naken
blant Eidsvolls grønnende trær.
Men nettopp i denne timen
vet vi hva frihet er.
Der stiger en sang over landet,
seirende i sitt språk,
skjønt hvisket med lukkede leber
under de fremmedes åk.
Der fødtes i oss en visshet,
frihet og liv er ett,
så enkelt, så uundværlig
som menneskets åndedrett.
Vi følte da treldommen truet
at lungene gispet i nød
som i en sunken u-båt;
vi vil ikke dø slik død.
Verre enn brennende byer
er den krig som ingen kan se
som legger et giftig slimslør
på bjørker og jord og sne.
Med angiverangst og terror
besmittet de våre hjem.
Vi hadde andre drømmer
og vi kan ikke glemme dem.
Langsomt ble landet vårt eget,
med grøde av hav og jord,
og slitet skapte en ømhet
en svakhet for liv som gror.
Vi fulgte ikke med tiden,
vi bygde på fred, som i tross,
og de hvis dåd er ruiner
har grunn til å håne oss.
Nå slåss vi for rett til å puste
vi vet det må demre en dag
da nordmenn forenes i samme
befriede åndedrag.
Vi skiltes fra våre sydpå,
fra bleke utslitte menn.
Til dere er gitt et løfte:
at vi skal komme igjen.
Her skal vi minnes de døde
som ga sitt liv for vår fred,
soldaten i blod på sneen,
sjømannen som gikk ned.
Vi er så få her i landet,
hver falden er bror og ven.
Vi har de døde med oss
den dag vi kommer igjen.
Nordahl Grieg
1.
Mens Nordhavet bruser mot fjellbygt strand,
og stolte erindringer vekker
om fedrenes ry, som til fjerne land
det bar på de nordiske snekker, -
o, nordmenn, sjunger til harpens slag
en sang for Norriges unge flagg!
2.
Du blomster av palmen på fjellfast grunn!
skjønn est du at skue trefarvet,
det hvidene kors i den røde bunn
det har du av Dannebrog arvet;
Norges flagg av 1821.
men hjertebladet det mørkeblå,
fra frihetens marv måtte først utgå.
3.
Fra himlen falt dannebrogsfanen ned,
blev tvillinglands-snekkernes smykke,
og stod gjennem sekler i krig og fred
omsvevet av heder og lykke.
Og flagg for Norrig! Stand evig så!
mist aldrig ditt hjerteblads høye blå!
Conrad Nicolai Schwach 1823
